SU-reform

januar 5th, 2013

Den store politiske historie i øjeblikket er en kommende SU-reform. Og her vil jeg gerne bidrage med min holdning, da debatten omhandler flere emner som jeg interesserer mig for. Formålet med denne reform er som altid at få studerende hurtigere igennem deres uddannelse, men i den katagori er der to lignende, men forskellige mål;

  1.  gennemsnits-studietiden skal nedbringes
  2. flere studerende skal gennemføre deres uddannelse hurtigere

Det første mål handler om statistik, og er i sig selv fuldstændigt intetsigende. Hvis vi ønsker at nedbringe den gennemsnitlige studietid kan vi bare smide alle ud, når de er blevet tilstrækkeligt forsinket – gennemsnitstiden vil dermed falde, og SU-udgifterne vil falde med, men prisen er at færre gennemfører en uddannelse og som direkte konsekvens tjener mindre og betaler mindre i skat. Så lad os blive enige om at mål 1. i sig selv ikke kan bruges i en seriøs debat.

Så kommer vi til mål 2. som blot er mål 1. formuleret korrekt. I denne formulering ligger der et ønske om bedre resultater, frem for et ønske om at pynte på ellers intetsigende, men desværre ofte citerede, statistikker. Dette mål kan næppe kaldes en stor vision, da det må antages at alle ønsker det samme. Men nu kommer vi til det som reformen virkelig handler om: Incitamenter, som nævnes af flere i debatten. Hertil vil jeg påpege at der er to typer incitamenter; positive og negative. “Hvis I bliver færdige på normeret tid, så får I en belønning.” Alternativt: “Hvis I ikke bliver færdige på normeret tid, så bliver jeres forhold forværret, og I vil have ringere vilkår for at færdiggøre jeres uddannelse”.

Straf for uønsket adfærd virker ikke. Dét er min klare holdning og jeg mener at der er rigeligt med videnskabelig forskning til at understøtte denne holdning. Forskning indenfor både opdragelse og kriminalitet.

Så hvis politikere gerne vil have studerende igennem hurtige, så vil jeg foreslå at anvende en belønning:

  • “Hvis I færdiggør jeres uddannelse på normeret tid, så får i 10.000 kroner skattefrit.”

For nogen lyder det helt forrykt at belønne studerende for at gøre hvad der forventes af dem. Men ikke nært så forrykt som det lyder for mig at straffe folk for at prøve at leve op til forventninger, men ikke helt nå dertil. Og da jeg nu har præsenteret et tal, så lad os gå direkte til mit ræsonement: 10.000 kroner er mindre end to måneders SU, og mange studerende ville med glæde bruge de to måneder i deres sommerferie på at indhente manglende fag. Mange studerende bliver forsinkede fordi de dumper et fag og vælger at gentage undervisningen for at forbedre deres chancer for at bestå i anden omgang, men her møder én af de helt store årsager til forsinkelse, nemlig at de skal vente et helt år på at følge undervisningen igen. Jeg anerkender fuldt ud at alt undervisning ikke kan gennemføres hvert kvartal eller semester(alt efter fag), men ekstra undervisning kunne tilbydes i de fag hvor der vides at være størst behov, som f.eks. de fag hvor dumperaten normalt overstiger 40%(det er et arbitrært tal). Og da det givetvis vil være repitition for mange af deltagerne, så kunne omfanget af undervisning eventuelt mindskes.

Denne – ærligt talt lille – belønning, tror jeg, vil nedbringe gennemsnitstiden for en fuldført videregående uddannelse drastisk, og den vil ikke straffe studerende(også kaldet mennesker) for ikke at vælge rigtigt i allerførste forsøg, da der er mange uddannelser som skal vælges uden at stifte erfaring med området på forhånd. Den vil med andre ord leve helt op til mål 2. uden at sænke antallet af studerende, som gennemfører en videregående uddannelse.

Hvad angår bekymringen for de såkaldte(omend nedladende)  SU-ryttere der flyder rundt på ungdomsuddannelser. Der er ikke noget at komme efter for samfundet! Det ville være bedre stil for regeringen at takke disse mennesker for at leve på en SU fremfor den højere kontanthjælp, og samtidig være så flinke ikke at figurere i arbejdsløshedsstatistikkerne. Der er endnu ikke stillet et endeligt forslag, men som det ser ud nu, så arbejder regeringen mod flere ledige og flere omkostninger for samfundet, selv hvis det skulle pynte lidt på statistikkerne for studerende, så skaber reformen ikke en eneste arbejdsplads til de studerende, der enten tvinges eller selv falder ud af uddannelsessystemet.

Til sidst – og det bliver lidt kort – om erhvervslivets forslag om at gøre mere af SU’en til et lån. Nyuddannede i Danmark er rigeligt forgældede, når de er færdige med deres uddannelse, som systemet er indrettet nu. Så dét forslag ligner bare et kynisk forsøg på at skabe mere forgældede mennesker, som er mere villige til at arbejde for mindre og på ringere vilkår.

Borgerløn og gratis offentlig transport

oktober 21st, 2012

Vi har alle hørt mantraet: “Det skal kunne betale sig at arbejde.”

Det er jeg enig i, og det forventer jeg at alle er. Men udførelsen er slået gevaldigt fejl – ideen er afgået ved døden – og systemet bliver ikke bedre af politikere, der i deres forsøg på at hjælpe, blot lægger liget i en anden stilling et andet sted. Mit problem er, at der justeres satser, stilles tåbelige krav til adfærd og indføres mere bureaukrati. Tilsyneladende fordi at belønningen for arbejdet skal bestå i at slippe for det system, der ellers må være tænkt som en hjælp.

Der er mennesker – og jeg beder alle om at huske, at de er mennesker – for hvem det ikke kan svare sig at tage arbejde, ikke nødvendigvis fordi de ikke ville få flere penge, men måske også fordi de måler belønning i andet end kroner og ører, de har måske en partner, der pga. arbejde ikke kan/vil flytte, måske vil transportomkostningerne resultere i en reel reduktion af indtægten, måske er 37 timer om ugen simpelthen er for meget tid væk fra familien for et par tusinde ekstra om måneden. Årsagerne kan være (og er) mange.

Jeg ønsker en skattefri borgerløn, givet til alle herboende, danske statsborgere. Størrelsen af denne skulle fastsættes med henblik på at sørge for at alle fornødenheder kan dækkes; bolig, mad, el, varme, vand og internet. Og her kommer hvad jeg betragter som den store forskel fra den mastodont af et papirhelvede vi har nu, denne borgerløn justeres ikke i forhold til anden indtægt, folk med en højere indtjening vil stadig betale en højere skattesats, og det ville være et spild at have folk til at regne på småjusteringer, når et progressivt skattesystem allerede har den ønskede udlignende effekt. For jeg indrømmer gerne; at det her er et forslag om en bedre omfordeling af goderne.

Forslag skal gerne følges af et finansieringsforslag, og dette forslag kræver en hel del finansiering, så her er min: De eksisterende overførselsindkomster erstattes med borgerlønnen så de og deres administrationsomkostninger vil indgå i finansieringen, derudover vil en afskaffelse af (måske) hele fradragsjunglen; personfradrag, rentefradrag, beskæftigelsesfradrag, pensionsfradrag, grøn check, osv. osv. også medvirke til betale for vores borgerløn. Det hele er alligevel offentlige ydelser, så lad os strømline systemet.

Dermed kan det altid svare sig at arbejde, for du skal ikke modregnes i din ydelse hver gang, du udfører et stykke lønnet arbejde. Du skal bare have din løn og betale din skat.

Dertil ønsker jeg også at gøre op med befordringsfradraget, men de penge skal finansiere mit andet forslag: Gratis offentlig transport. Og her mener jeg bus og tog. Under en tv-debat hørte jeg en politiker fortælle at staten allerede støttede den offentlige transport med 4 mia. korner årligt for at halvere billetpriserne. Det var jeg ikke klar over, og jeg har ikke kunne verificere tallet, men jeg bruger det til trods som argument. Hvis en halvering af billetprisen koster 4 mia. kroner, så siger min logik at gratis offentlig transport ikke koste mere end yderligere 4 mia. kroner årligt. Og det betragter jeg som højt sat, for der ville være et mindre behov for personale, og – nok vigtigst – intet behov for dyre adresser til billetsalg.

Dette ville have mange gavnlige effekter. Bl.a. en øget mobilitet hos arbejdsøgende, da transportomkostninger ikke længere ville afholde jobsøgende fra at søge i et større geografisk område. Der bør også være en mærkbar positiv effekt på miljø, hvilket ganske vist ville medføre et fald i indtægter gennem f.eks. benzinafgift, denne besparelse ville gå direkte til borgeren, evt. til øget privatforbrug. Men nedgangen i skatteindtægter må også håndteres, dertil vil jeg påstå at miljøgevinsten kan måles, beregnes eller bare gættes(som vist er det, vi gør nu), og en besparelse på miljøområdet kan forsvares, med en nedtrapning(i besparelsen) over en årrække.

I forlængelse deraf havde Ingeniøren en artikel for nogle år tilbage, som hævdede, at en offentlig engangsinvestering på 40 millioner kroner i intelligente lyskryds kunne spare billister for et milliardbeløb årligt i benzinomkostninger, for ikke at nævne reduktionen i spildt arbejdstid. Og hvorfor blev det så ikke gennemført? Fordi det i høj grad er statskassen, der mister pengene i form af afgifter. Men her vil jeg igen argumentere for at danskere er intelligente nok til at indse, at budgettet skal hænge sammen og at en mindre, men velovervejet, investering kan have en større totalregning end hvad der står på fakturaen, og at miljøgevinsten kan være højere end en større(økonomisk) investering. Og at det ikke er en brændende uretfærdighed at spare de ellers spildte penge og bruge dem til at dække andre områder.

Og afslutningsvis vil jeg sige: Et af de mest tåbelige aspekter ved moderne politik er at finansloven – som jeg kalder for “listen over imaginære kasser, som vi leger at pengene ligger i” – bruges til at profilere en regerings holdninger oftere end en konkret vurdering af resultaterne af den førte politik. Det handler ikke om at være bagklog, men om at lytte til forskere og at lære. Men det kommer jeg forhåbentligt mere ind på senere.